Hemmeligt notat afslører: Bag Løkke & co. står en skjult »loge af folk« med penge og gode forbindelser - NetDania News
  • Hemmeligt notat afslører: Bag Løkke & co. står en skjult »loge af folk« med penge og gode forbindelser

    Источник: BDK Borsnyt / 23 Jul 2025 04:19:15   America/New_York

    Det var næppe intentionen, at dokumentet skulle deles med udenforstående, da ordene blev nedfældet i begyndelsen af 2021 og efterfølgende delt med en snæver kreds. I dag – mere end fire år senere – ser et hemmeligt notat fra Moderaternes spæde begyndelse så dagens lys. Og indholdet blotter en metode, som ofte holdes i det skjulte. Den nye bog, »Nu skal det handle om nogen – Moderaterne og magtens pris«, beskriver notatet. Dokumentet giver et usædvanligt indblik i, hvordan man ville kanalisere penge – potentielt flere millioner – ind i Lars Løkke Rasmussens nye projekt. Notatet, som Berlingske er besiddelse af i dets helhed, er dateret 27. februar 2021 og betegnes som »FORTROLIGT«. Det er uklart, præcis hvem forfatteren er, men Berlingske har fået bekræftet dokumentets relation til Moderaterne via en kilde med kendskab til forløbet. Indholdet taler sit tydelige sprog: Lars Løkkes pengemænd skulle for alt i verden holdes i mørket. På daværende tidspunkt var Moderaterne som politisk parti endnu ikke en realitet, og notatet omhandler Foreningen af 8. januar. En forening, der flere gange er blevet beskrevet i offentligheden som et instrument til at hente donationer til det politiske projekt. Hvor partiledelsen udadtil har været relativt fåmælt omkring foreningens gøren og laden, beskrives det klart og tydeligt i notatet, hvad det egentlige formål er. »Foreningen blev reelt oprettet, alene fordi der skal være et CVR-nummer, der ikke er del af partiet. Målet er at indsamle midler og stå for udgifter i forbindelse med drift og eventuel oprettelse af et politisk parti,« står der i notatet, som blev sendt til bestyrelsen i foreningen. Og så nævnes det springende punkt: »Ved at have en ekstern forening kan man sikre donorer anonymitet.« Det er – som det fremgår i bogen – uvist, om forfatteren til notatet udtrykker sit personlige ønske om, at tingene skulle foregå i hemmelighed. Dermed står det også uklart, hvordan det præcist foregik i virkeligheden. Berlingske har bedt Moderaterne om en kommentar til notatet, men i et skriftligt svar vil partisekretær Britt Bager ikke forholde sig direkte til det. I stedet kritiserer hun de metoder, bogens forfattere har brugt. Britt Bager skriver således, at partiet ikke har »fået forelagt nogen konkrete dokumenter, hvorfor vi ikke haft mulighed for at vurdere hverken ægtheden og konteksten«. En hemmelig procedure Der er – på papiret – et ønske om åbenhed om økonomisk støtte til politiske partier i Danmark. Kongstanken er, at borgerne kan følge med i, om de enkelte partier varetager særinteresser. Når en donation er større end 24.500 kroner, kan identiteten på bidragyderen af samme grund ikke holdes hemmelig, men størrelsen på selve beløbet kan fortsat skjules. Når man støtter en forening, er sagen en anden. Inden Moderaterne blev et parti, så Foreningen af 8. januar dagens lys. Pengene til foreningen kom fra det kommende partis erhvervsnetværk, Det Erhvervspolitiske Mødested, hvor et medlemskab koster 20.000 kroner om året. Og så kom pengene fra en række indsamlinger og donationer. Der er ikke foregået noget i strid med loven, siger Jørgen Albæk Jensen, professor emeritus på Aarhus Universitet og en af landets førende eksperter i partistøtte. Han betegner det som »en klassisk model«. Det usædvanlige er indblikket i, hvordan det foregår, og at det er med fuldt overlæg. »Problemet har været kendt i mange år, men det er ikke ulovligt. Det er ikke et juridisk spørgsmål, men moralsk,« siger Jørgen Albæk Jensen. Det er velkendt, påpeger professoren, at en række partier på linje med Moderaterne har oprettet såkaldte erhvervsklubber, hvor virksomheder betaler et kontingent. »Politikerne gør det med åbne øjne. De siger, at det er vigtigt med regler for åbenhed, men realiteten for en stor del af dem er, at de ikke er spor interesserede i åbenhed omkring det.« Dybe lommer I notatet gøres det klart, at foreningen ikke er det samme som det politiske projekts erhvervsklub, hvor man for et årligt honorar på 20.000 kroner støtter partiet og får adgang til et netværk – en konstruktion kendt fra også Socialdemokratiet og Venstre. Modsat erhvervsklubben, som afholder netværksmøder og byder på oplæg med topfolk fra Moderaterne, opererer foreningen helt i det skjulte og driver netop erhvervsklubben. Foreningen af 8. januar er »hemmelig«,« beskrives det i notatet: »Man kan ikke blive medlem af denne, uden at der peges meget specifikt på dette som del af for eksempel en stor donation – eller andet. End ikke det sker automatisk«. Netop donationerne var hovedmålet. »Donorer skal sikres fuld anonymitet. Enkelte donorer er folk, der end ikke vil være medlemmer – men som blot donerer én eller flere millioner og ikke vil høre mere. Det vigtigste for dem er, at INGEN kender deres identitet,« står der i notatet. Og der var tilsyneladende så stor bevidsthed om behovet for anonymitet, at man havde lavet helt klare procedurer for, hvem der måtte kontakte hvem om foreningen. »Navnene må ikke fremgå noget sted på skrift. Hvis et navn på nogen måde kommer frem, vil andre mulige sponsorer ikke donere, da vi er for farlige at lege med,« står der. Håbet var, at foreningen op til folketingsvalget i 2022 ville råde over 30-40 millioner kroner. »En loge af folk« Det var længe uklart, hvem pengemændene bag Lars Løkke Rasmussen er. I den seneste tid har Frihedsbrevet dog kunnet afdække, hvem der er medlemmer af Moderaternes erhvervsklub. I den nye bog om Moderaterne sættes der også navne på medlemmerne af erhvervsnetværket. Listen talte i begyndelsen af projektet erhvervsmanden Jeppe Handwerk, der blev rig på at sælge kviktest under coronakrisen, mens også Bernd Griese, ølkongen fra Harboe og Allan Søgaard Larsen, tidligere formand i LøkkeFonden, var med. Det er dog stadig uklart, hvem der står bag de helt store donationer, der nævnes i notatet. Ekstra Bladet har tidligere afdækket, at foreningen i en periode på to år fra 2021 til 2023 modtog omkring 3,5 millioner kroner i donationer, men det lykkedes ikke avisen at få svar på, præcist hvem pengemændene er. I den nye bog om Moderaterne navngives de heller ikke. Men notatet beskriver persongalleriet i brede vendinger. »Det er en virksomhed eller måske mere en loge af folk, vi kan bruge til meget forskellige ting – og som er taget ind for at blive brugt til andet,« lyder det. En anden beskrivelse lyder: »Hovedparten er ikke folk med penge, men folk, der kender folk med penge. Andre er udelukkende valgt, fordi de kender til at drive netværk.« Og det fortsætter: »Nogle har virkelig mange penge, og nogle kan udvikle politik. Men foreningens formål er ubetinget at skaffe midler – og oprette en erhvervsklub som hovedprodukt.« Moderaterne angriber bog Hvad mediet Frihedsbrevet for nylig også har afdækket, er, at Lars Løkke Rasmussen personligt var involveret i processen med indsamlingen. I dag vil Moderaterne ikke svare på, om Lars Løkke Rasmussen kender til notatet. Men bogen, hvor det fremlægges, har partisekretær Britt Bager masser af holdninger til. »Det er grundlæggende umuligt at forholde sig seriøst til et bogprojekt, som primært baseres på anonyme kilder, og hvor vi i processen aldrig har fået forelagt nogen konkrete dokumenter, hvorfor vi ikke haft mulighed for at vurdere hverken ægtheden og konteksten, og hvor det er særdeles uklart, hvem der overhovedet står bag de oplysninger, vi nu afkræves at skulle forholde os til,« skriver Britt Bager og tilføjer: »Altså naturligvis udover det faktum at bogen er skrevet af et tidligere folketingsmedlems ekskone, som også har været dennes personlige assistent.« Hun henviser til, at en af bogens forfattere – Pia Møller Søe – tidligere har været gift med medstifter Jeppe Søe, som i dag er ude af partiet og løsgænger. Britt Bager fortsætter: »Det virker mest af alt som et lukket kredsløb, hvor afsender, modtager og motiv flyder sammen, og hvor alt er filtreret gennem anonyme kilder og personlige forbindelser med uklar interesse. Det er ikke journalistik – det er konstruktion uden presseetik. Vi ser ingen grund til at forholde os til enkeltpåstande i bogen for på den måde at deltage i iscenesættelse.« https://www.berlingske.dk/politik/hemmeligt-notat-afsloerer-bag-loekke-co-staar-en-skjult-loge-af-folk-med
Опубликовать